Spring til hovedindhold
Hvidovre Kommune Hjem

Frigørelse af administrative midler

Fra "Hvidovre Kommunes budget 2027"

Gå til projektet

I forhandlingerne om Budget 2027 står kommunalbestyrelsen over for svære økonomiske prioriteringer. Men før der drøftes besparelser på kernevelfærden eller skattestigninger, er der anledning til at se på driften af selve kommunen. Der ligger et markant og veldokumenteret strukturelt råderum i forvaltningen, som bør udnyttes først.

Et dokumenteret potentiale på mindst 80 mio. kr.

Forslaget tager afsæt i en helt ny (26. juli 2026) analyse fra CEPOS (Kommunal administration og ledelse). Gennem to anerkendte regnemetoder dokumenterer rapporten, at Hvidovre Kommune har et effektiviseringspotentiale på mindst 80 mio. kr. årligt på udgifter til ledelse og administration.

Der er tre afgørende præmisser i analysen, som gør tallene relevante for budgetarbejdet:

  • Beregningerne ser bort fra kernevelfærden

Opgørelsen kigger udelukkende på udgifterne til ledelse og administration og altså ikke personalet, der leverer den nære velfærd som lærere, pædagoger og SOSU'er.

  • Renset for lokale omkostninger

Analysen bruger nationale gennemsnitslønninger og tager højde for demografi. Afvigelsen skyldes altså ikke hovedstadsområdets generelle lønniveau, men en reel organisatorisk forskel i driften.

  • Vi kender løsningen

Sammenlignelige referencekommuner som Greve, Næstved og Lolland løser de samme administrative opgaver markant mere effektivt.


Det kræver et politisk mandat

Det kræver et stærkt politisk mandat fra kommunalbestyrelsen at høste de 80 millioner. Som den øverste ledelse er det politikerne, der har ansvaret for at sætte rammerne og fjerne unødigt bureaukrati. Embedsapparatet kan ikke forventes på egen hånd at reducere det fundament, de selv står på. Det handler blandt andet om at kigge kritisk på kommunens ledelsesspænd og stabsressourcer.

Jeg inspirerer derfor til at forligspartierne bag Budget 2027 vedtager hele eller del af følgende som eksempel:

  1. Strukturel benchmarking

At Økonomiudvalget anmoder direktionen om at indlede en formel dialog med de mest effektive referencekommuner (f.eks. Greve og Næstved) med fokus på deres organisatoriske opbygning og ledelsesspænd.

  1. Realiseringsplan for 2027

At direktionen pålægges at udarbejde en strukturel handleplan til politisk behandling i 1. kvartal 2027, der anviser, hvordan effektiviseringsgabet lukkes.

  1. Øremærkning af midler

At de frigjorte ressourcer allokeres direkte til at styrke kernevelfærden eller sænke kommuneskatten.

Vi skylder Hvidovres borgere at lade de objektive tal tale og lade os inspirere af de kommuner, der formår at drive sammenlignelige administrationer mere effektivt.

Bedste hilsner

Jesper Hjelm

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.

Del

Sendt af

Profil af Jesper HjelmAf Jesper Hjelm den 17. august 2026

Nuværende status

foreslået